www.keller-galleriet.dk

Kunst med hjertet

www.keller-galleriet.dk random header image

Om

Mit navn er Connie Thorvaldsen Keller, og det mellemnavn forpligter!
Jeg har hele mit liv beskæftiget mig med at lave kreative ting såsom sy, strikke, brodere, klip og skær, nisser i alle afskygninger o.m.a.

I 1980’erne startede jeg en karriere som amatørskuespiller på GL. Sprøjtehus Teater i Nykøbing F, og det kom til at fylde rigtig meget i mit liv i mange år.
Jeg begyndte, ud over selv at være aktiv på scenen, at skrive tekster til revyer og små skuespil for og med børn.
Det hele mundede ud i, at jeg med afsæt i Ungdomsskolen satte ”Grease” op på Nykøbing F Teater i 1998, lavede min egen kabaret over det forrige århundredes største melodi og sangnumre i 1999 på Kulturfabrikken, ligeledes i Nykøbing F.
Toppen af bjerget nåede jeg i år 2000, da jeg opsatte ”Atlantis”, igen på Nykøbing F Teater. Det svært at komme videre herefter, for det var så stor en oplevelse at fordøje, og det lå ikke lige for, hvilken musical, jeg skulle vælge som min næste produktion.
Jeg kom aldrig længere, for i 2002 kom jeg ud for en arbejdsulykke, der umuliggjorde mere teaterarbejde, men kreativiteten bankede på. Der måtte ske noget, og så begyndte jeg at male.

Jeg blev meget hurtigt klar over, at det at male var min nye niche til selvudvikling, for her fandt jeg udfordringer af hidtil ukendt art, der krævede, at jeg ydede alt, hvad der var til rådighed inde i mig selv.
Det er der kommet mange billeder ud af, nogle mere vellykkede end andre, men alle kan de betragtes som trin på en stige mod en ny bjergtop, som venter på at blive besteget af mig.
Endnu har jeg ikke deltaget på en censureret udstilling, men det er et af mine mål for fremtiden.

Jeg er det, man kalder autodidakt maler, altså mere eller mindre selvlært. Jeg har haft to gode læremestre, Lone Larsen, Springkilde og Nils Laursen, LOF Sydfalster, der har været dygtige til at vejlede mig.

Jeg er i år begyndt at undervise på LOF, Sydfalster en gang om ugen i kunstmaling, og det er spændende.

Jeg håber, at du vil nyde at kigge på de billeder, jeg har lagt ud på min side.

Mine billeder kan næsten alle sammen købes. Kontakt mig, hvis du er interesseret.

Venlig hilsen
Connie Thorvaldsen Keller